Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

Han har netop sammen med et par gode naboer afholdt en 40-årsfest (med langt over 400 gæster) for at fejre deres gode naboskab og venskab igennem landbruget, og fordi de alle har ejet deres ejendomme i præcis 40 år. Jens Gravholt fra Serritslev i Brønderslev Kommune kan efter fire årtiers målrettet arbejde nu se resulteret – en misundelsesværdigt fin jagtejendom, hvor ikke mindst råvildtet trives.

Langsigtet plan for ejendommen

Da han i 1985 købte sin ejendom, var han slet ikke i tvivl. Den 140 ha store ejendom, Kalum Nørgård, på Toftegårdsvej skulle drives som et sundt landbrug, men også over tid omdannes til et godt jagtterræn, så han kunne få styret sin meget store interesse for jagt. I løbet af nogle år fik han plantet levende hegn, anlagt søer og fik konverteret våde områder og mindre rentable hjørner af ejendommen til remiser og egentlig skov. Også en udsætningsvoliere blev etableret, og lige siden har jagten på Jens’ ejendom været intet mindre end fremragende. Inviterede gæster har altid følt sig privilegerede over at komme med på hans jagter.

Jens passer på vildtet

Jens er ikke bange for at indrømme, at han, især i sine helt unge år som jæger, skød, hvad der kom for – også når det kom til råvildt. Ønsket om at være mere selektiv er derfor noget, der er modnet i ham, efterhånden som han er blevet ældre. Alle, der kender ham, ved, at han stadig er meget glad for at gå på jagt, men hvad angår hans egen ejendom og de øvrige arealer, hvor han alene eller sammen med andre har jagten, er han i stigende grad begyndt at ”passe på vildtet”. De mange timer, han sidder på en traktor, når han arbejder i marken, giver ham en løbende opdatering på, hvad der bevæger sig rundt af vildt på hans marker. En viden, som han bruger til at beslutte sig for, hvad der må jages, og hvor der må jages. Der er næppe nogen naturbrugere, der ved mere om, hvad der rører sig på deres terræner, end netop observante landmænd.

Ro til den store buk

Et par dage i begyndelsen af bukkesæsonen 2025 fulgte Jægers udsendte Jens Gravholt på et par bukkepürscher. På spørgsmålet om, hvad der rører sig på Kalumgård, var Jens meget præcis i sine angivelser, da vi mødtes. Bag gården gik der en stor og høj seksender, som hans hustru, Pia, og Jens så stort set hver dag, når den krydsede fra et skovområde til et andet. Jens havde fulgt den hele foråret og besluttede sig ret hurtigt for, at bukken skulle skånes i hvert fald i år, selvom den for de fleste jægere ville være et særdeles attraktivt trofæ. Ude mod øst gik der, ifølge Jens, mindst to bukke, og ude i engen mod vest var der efter Jens’ bedste bud mindst tre bukke, der deltes om at skrabe i jorden og feje på unge birketræer, gyvel- og pilebuske.

Masser af aktivitet

Efter en god vildtmiddag, som Jens havde kokkereret med rådyrkød fra en af efterårets jagter, listede vi ud i engen. Dels var vinden i forhold til en pürsch optimal, og dels ville Jens gerne forsøge at nedlægge en af de mindre bukke derude. I let vind fra sydvest listede vi ud langs et meget langt, seksrækket levende hegn. For cirka hver 100 meter var der klippet og savet en passage igennem læhegnet, for at Jens uden at lave støj kunne komme om på den anden side og både bruge kikkerten og eventuelt få skydestokken op. En ung buk, der havde siddet i aftensolen på nordsiden af hegnet, hørte os (vist), sprang op og hoppede smælende over i en mindre skov. De øvrige to kendte bukke fra området glimrede ved deres fravær. I stedet var flere råer enten ude at esse på markerne, eller de sad i de levende hegn. Med kikkerten afsøges hvert levende hegn, hvor dyrene ofte sidder, også i dagtimerne. Bukken er kommet ud fra læhegnet; nu gælder det om uset at få listet riflen op i skydestokken. Veksler igennem det lave korn viste med al tydelighed, at der var masser af aktivitet i området.

Fejninger og skrab

Da det tilsyneladende ikke var muligt at finde en af de unge bukke, listede vi tilbage til gården, tog Polarisen og kørte op til et nyskovet område øst for gården. Vi pürschede os igennem et område med masser af fejninger og skrab, inden vi stødte en spidsbuk, som hurtigt forsvandt sammen med en rå. Vinden havde ud på aftenen lagt sig, og det var efterhånden meget svært at pürsche, uden at dyrene hørte det.

Kendt buk dukker op

Da der er en halv time til solnedgang, bevæger vi os stille og roligt mod gården. Markerne er ferskt grønne, så Jens får hurtigt øje på to dyr, der går nogle hundrede meter oppe langs et levende hegn. Kikkerten afslører, at det ene dyr er en buk – endda en fin buk. Sikkert bukken, som han har gemt et par år. Jens vender sig om og siger, at han slet ikke har jaget buk de seneste to år i det område, så hvis bukken ellers er det stedfaste handyr, han kender, er han parat til at høste bukken, som han ikke vurderer trofæmæssigt bliver større. Især er sprosserne ganske korte, og da han ved, at den store buk bag gården tydeligvis har længere sprosser, ser han gerne – hvis bukken ellers vil gøre, som han ønsker det – at det er det dyr, hvis gener skal fastholde trofækvaliteten i området. Her er det vigtigt at indskyde, at fokus på trofæ aldrig må ske på bekostning af bestandens sundhed. Udover trofæet skal det derfor også være et kropsmæssigt stærkt og sundt individ.

Mere plads til ”den store”

Jens går en stor omvej for at komme uset op til, hvor det levende hegn starter. Han lister så stille som muligt om på den side af hegnet, hvor dyrene går, og efter at har sneget sig langs hegnet sætter han skydestokken op. Bukken står cirka 90 meter ude. Kuglefanget er i orden, da terrænet stiger ret meget. I kikkertsigtet ser Jens i starten næsten kun spejlet, men da bukken vender siden til og kigger ud mod råen, der går ude i marken, faldet skuddet – og bukken. Jens bekræftes hurtigt i, at det er den omtalte buk, og han glædes over både at have skudt en af de ”gemte”, fine bukke, men også over, at han har ”overladt” området til en yngre buk, som endnu ikke har nået sit potentiale.