Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

Vi er nok alle stødt på en jæger, som opfatter jagten som en grundlovssikret ret, og som måske ovenikøbet bruger denne opfattelse som et legitimt argument for at opføre sig utilstedeligt over for andre, som færdes i naturen, eller som mener noget om jagten.
Ifølge chefkonsulent ved Danmarks Jægerforbund Lars Thune Andersen bunder det i en misforståelse af vores grundlov. 

Jagtloven sikrer vildtet

Lars Thune Andersen fremhæver desuden første paragraf af jagt- og vildtforvaltningsloven (jagtloven), hvor det fremgår, at loven har til formål at sikre vildtet – ikke jagten. 

Muligheden for at drive jagt i Danmark afhænger dermed af hensyntagen til vildtet lige så vel som samfundets etiske overvejelser vedrørende jagtens udøvelse. Ifølge Lars Thune Andersen er det den ansvarlige minister for området, som med udgangspunkt i viden om vildtets trivsel og samfundets etiske stillingtagen har beslutningsretten på området.    

Jagtens eksistensberettigelse

Det er i denne sammenhæng oplagt at dykke ned i jagtens egentlige eksistensberettigelse i et moderne samfund. Her får snakken ifølge Lars Thune Andersen en filosofisk karakter. 
Med udgangspunkt i bogen ”Meditations on Hunting” af den spanske filosof José Ortega y Gasset forklarer han hvorfor.
 – En af de filosofiske grundtanker er, at et menneskeliv ikke har nogen værdi, før man putter noget i det. Det vil sige, at kvaliteten i et menneskes liv opstår gennem handlinger. Fordi det er sådan, vil enhver handling have en eller anden grad af værdi, lyder det.
Ifølge Lars Thune Andersen har det moderne menneske dog flyttet sig meget langt væk fra det, som havde værdi for stenaldermennesket. Dengang fik livet værdi, når man formåede at sikre basale behov som ly, læ og føde. Der er det moderne menneske ikke længere. Nu handler livet mere om adspredelse end om overlevelse. 
– Man kan ikke sige, at jagt er nødvendigt i et moderne samfund for at overleve, men det er i høj grad nødvendigt for adspredelse hos mange af os, påpeger chefkonsulenten og uddyber:
– De forskellige former for adspredelse, mennesker vælger at putte ind i deres liv, er ligeværdige. Om man spiller jazzmusik, går på jagt eller kitesurfer er lige vigtigt i forhold til livet. 
I denne kontekst understreger han, at jo flere mennesker vi er om at dele pladsen, hvor vi opnår adspredelse, jo større hensyn skal vi udvise over for hinanden. 
Jagten er for nogle mennesker et forstyrrende element, som kan fylde meget, når der afgives skud, drives med vildt og lignende. Netop derfor er der ifølge Lars Thune Andersen behov for, at alle jægere møder andre naturbrugere med forståelse og respekt. 
– Jagt fylder så meget, at jægerne er nødt til at acceptere, at det er os, der skal kunne forklare, hvorfor det, vi gør, ikke er skadeligt for naturen, farligt for andre og så videre. Til gengæld er det også klart, at de, som ikke er jægere, skal kunne acceptere argumenterne for jagten – også selvom man måske ikke bryder sig om aktiviteten, pointerer han og fortsætter: 

Vi går stadig på jagt som i stenalderen

Ifølge Lars Thune Andersen har jagten ikke ændret sig synderligt meget fra jagten i stenalderen. Der er naturligvis sket en del på grejfronten, men måden, vi går på jagt, har ikke ændret sig synderligt. Dog havde det væsentlig større konsekvenser for stenaldermennesket, hvis en jagt ikke gik som håbet. I dag har en jagt uden udbytte ingen konsekvenser for jægeren. 
– Det, vi jager i det moderne samfund, er adspredelsen i livet. Her skal vi hele tiden huske, at belønningen ved at nedlægge et bytte er ligefrem proportional med den investering, man gør. Det vil sige, at hvis man kommer for let til det, bliver glæden mindre, lyder det fra chefkonsulenten. 
Det, der ifølge Lars Thune Andersen gør, at jagten overlever i dagens Danmark, er, at jægeren og byttet er tæt på ligeværdige. Jægeren har eksempelvis en haglbøsse og kan afgive skud hurtigt. Til gengæld har haren gode sanser og kan løbe fra jægeren. Vildtets overlegne sanser og fysik skal udlignes af jægerens udstyr. Men teknologien må ikke gøre jægeren så overlegen, at jagten forsvinder.

Selvom jagten i dag kunne effektiviseres i langt højere grad i kraft af de mange teknologiske landvindinger, er det ikke målet med jagten. Jagt skal netop udfordre og kræve noget for at være tilfredsstillende. Det er blandt andet årsagen til, at motoriserede køretøjer og elektroniske hjælpemidler ikke er tilladt under jagt. 
Lars Thune Andersen mener også, at denne tankegang har ført til de mange uskrevne regler inden for jagtens verden – regler som jægerne dybest set opsætter for sig selv, og hvis omfang tager til i løbet af et jægerliv. 
– Jo flere regler, man sætter op for sig selv, jo større fornøjelse får man. Det er klart, at når du starter som helt ny jæger, kan det at nedlægge fasanen, når chancen byder sig, være tilfredsstillende. Senere får man sig måske en jagthund og begynder at træne den, og nu er kravet måske, at hunden skal tage stand og lette fasanen, før man afgiver skud. Dermed bygger jægeren hele tiden på, forklarer han. 
Man kan dermed sige, at jægerne aktivt gør en indsats for at lade jagten forblive udfordrende, så den stadig kræver det samme af os, som den gjorde for stenaldermennesket. Forskellen er blot, at stenaldermennesket var nødt til at være en dygtig jæger for at overleve, hvorimod den moderne jæger dygtiggør sig for at opnå en højere grad af tilfredsstillelse ved sin adspredelse.  

Jægerne er ansvarlige for jagtens fremtid

Ifølge Lars Thune Andersen har vi jægere et ansvar for at forklare vores omverden, hvorfor vi gør, som vi gør, og hvorfor det giver mening for os.

Her har vi jægere ifølge chefkonsulenten en opgave i at forklare vores omverden på en afbalanceret og saglig måde, hvorfor denne jagtform er udfordrende nok til at kunne blive karakteriseret som jagt og ikke slagtning. 
Argumenterne for, at klapjagten er en legitim måde at gå på jagt, er eksempelvis, at der ligger et stort arbejde bag at sikre en vellykket jagt. Det kræver dygtige jagthunde, et stort koordineringsarbejde, kendskab til terrænet, dygtige skytter og så videre. Men det er ikke nødvendigvis det, som den udenforstående ser, og derfor bør jægerne påtage sig den opgave at formidle dette til omverdenen. 
Samtidig er der behov for, at den danske jægerstand gør op med sig selv, hvor meget vi ønsker at omfavne den teknologiske udvikling. Lars Thune Andersen ser netop en risiko for, at det kan få konsekvenser for jagtens anseelse i samfundet, hvis jagten bliver for effektiv og kræver for lidt af jægeren. 
– Hvis vores grej bliver for godt, og vi ikke begrænser vores tilgang til teknologi, udhuler vi den jagtlige oplevelse. Et eksempel er, hvis vi har et gevær, som rammer hver gang, uanset hvem der trykker på aftrækkeren, for så har man fjernet et element i jagten. Hvis man tillod termiske sigter og natjagt, ville man eliminere nogle af dyrenes sanser, og det ville blive for nemt for os, pointerer han og uddyber:
– Overdreven brug af vildtkameraer er også et eksempel på en teknologi, som kan få konsekvenser for jagten. Det ødelægger jagten, at man hele tiden kan følge med i, hvad der foregår på jagtterrænet, og at man ikke skal ud at læse sporene og bruge tid i terrænet.
Disse overvejelser er vi som jægere nødt til at gøre os løbende, da manglende stillingtagen på sigt kan ødelægge jagten for os selv og ikke mindst skade jagtens generelle omdømme, ifølge jægerforbundets chefkonsulent. 
Som Lars Thune Andersen var inde på indledningsvist, er jagten ikke en uforbeholden ret, vi har. Det står dermed klart, at den danske jægerstand bærer ansvaret for at sikre jagtens omdømme i samfundet. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre den fortsatte accept af jagt i Danmark. Han afrunder med ordene: