De væsentligste af de internationale rammer, der spiller ind på jagttiderne i Danmark, er EU's naturdirektiver.  For fuglevildtet er det fuglebeskyttelsesdirektivet og for pattedyr er det habitatdirektivet.

I tillæg til direktiverne har Danmark også tiltrådt en række konventioner, hvoraf nogle sætter rammer for jagtmulighederne på arter. Det gælder for eksempel HELCOM-konventionen, der sætter regler for jagt på sælerne i Østersøområdet.

EU's naturdirektiver

De to naturdirektiver sætter rammer for, hvordan den danske lovgivning kan være indrettet og dermed også for, hvordan vores jagttider kan være.

Habitatdirektivet har reelt kun betydning for jagt på meget få arter i Danmark - fx ulv og sæl.

Derimod er fuglebeskyttelsesdirektivet en noget større udfordring for jagt på fuglearter, som det for eksempel er set med bramgåsen.

Direktivet har i bilagene en oversigt over, hvilke arter de enkelte medlemslande kan fastsætte jagttid på. Først og fremmest må et medlemsland kun fastsætte jagttider på arter, der på forhånd er fastsat i direktivets Bilag II/1 (jagt tilladt i hele Europa) og Bilag II/2 (jagt tilladt i specificerede lande).

Der må derudover ikke fastsættes jagttider i en given arts yngletid eller under forårstrækperioderne til ynglepladserne.  Disse perioder fastsættes for de enkelte arter og lande i de såkaldte ”key concepts”.  Perioderne indmeldes fra de enkelte medlemsstater til EU-Kommissionen, og de er således ikke koordinerede på tværs af landegrænser, eller nødvendigvis udarbejdet på det samme grundlag. Perioderne tager heller ikke højde for, at perioderne kan være forskellige i forskellige dele af de enkelte lande.

Jagt og regulering

EU’s naturdirektiver fastsætter som sagt de overordnede rammer for jagt- og jagttid, d.v.s. hvilke arter, i hvilke perioder og med hvilke midler. Direktiver fastsætter samtidig forskellige muligheder for undtagelser fra disse rammer. Det er disse undtagelser, vi i Danmark kalder ”regulering”.

Fuglebeskyttelsesdirektivets artikel 9 omhandler mulighederne for at nedlægge fugle med det formål at forhindre forskellige typer af skade. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt for, at en medlemsstat kan tage undtagelsesbestemmelsen i anvendelse, herunder en definition af, hvilke typer af skade, der skal være i spil.

Det er én af grundene til, at vi i Danmark kan se en andeledes tilgang til regulering af bramgæs i Nordtyskland, eller at svenskernes ”skyddsjakt” (regulering) af ringduer skiller sig ud fra de danske muligheder.

I EU fungerer EU-Kommissionen som den myndighed, der påser, at direktiverne er korrekt implementeret i medlemslandene. Hvis kommissionen mener, at et land forbryder sig mod reglerne, har den mulighed for at rejse spørgsmålet over for landet i en særlig proces. Sidste led i denne proces er et sagsanlæg ved EF-Domstolen. I Danmark har kommissionen tidligere indledt en sådan proces i forhold til, at der, som vildtskadebekendtgørelsen var udformet, ikke blev taget stilling til hver enkelt sag om regulering. Danmark valgte ved den lejlighed at bøje sig for kommissionens fortolkning af direktivet, og tilrettede vildtskadebekendtgørelsen herefter, sådan er der nu skal søges om forudgående tilladelse til al regulering af fugle.

Hvis det ikke er i strid med internationale direktiver eller konventioner, som Danmark har tiltrådt, kan vi fastsætte nationale jagttider på en given art.

Jagtloven er det grundlag, der ligger til grund for fastsættelse af jagttider. Loven bemyndiger ministeren til at fastsætte jagttiderne inden for de rammer, der er givet af folketinget:

• Jagt på fugle må ikke være i strid med de beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet i disses udbredelsesområder.
• Jagt på fugle skal tilgodese en fornuftig udnyttelse og være økologisk afbalanceret.
• Der må ikke drives jagt på fugle i yngletiden og på fugle under træk til redebygningsstedet.
• Der bør ikke drives jagt i perioden 1. februar - 31. august.
• Der bør ikke fastsættes jagttid på sjældne eller truede arter.
• Arter, der generelt eller lokalt har et utilfredsstillende lavt bestandsniveau, bør beskyttes.

Under hensyntagen til disse principper kan ministeren fastsætte jagttiderne uden at blande Folketinget yderligere ind i arbejdet. Konkret sker fastsættelsen af jagttiderne gennem bekendtgørelsen om jagttider.

Vildtforvaltningsrådet er rådgivende og afgiver indstilling til ministeren med ansvar for vildtforvaltning i større eller principielle spørgsmål om jagt og vildtforvaltning,

Rådet er – som navnet antyder – alene rådgivende for ministeren. Rådet kan altså ikke beslutte noget selv. Historisk set har ministrene været tilbøjelige til at følge et enigt Vildtforvaltningsråds anbefalinger. Der er kun meget få eksempler på, at ministre er gået mod et enigt råd. Dette forhold animerer selvfølgelig rådet til at blive enige, fordi det højner rådets indflydelse og minimerer risikoen for, at ministeren træffer beslutninger, som medlemmer af rådet ikke ønsker.

Ønsket om enighed betyder derfor også, at medlemmerne i Vildtforvaltningsrådet typisk er villige til at strække sig i forhandlingerne med henblik på at finde frem til et fælles ståsted. Ulempen ved dette kan i nogle situationer, hvor rådets medlemmer er langt fra hinanden, være, at anbefalingen til ministeren bliver så tynd, at ingen af medlemmerne i virkeligheden får det, de ønsker.

• Kan der i overensstemmelse med Habitatdirektivet og Fuglebeskyttelsesdirektivet fastsættes jagttid på arten?
• Er det i overensstemmelse med øvrige internationale forpligtelser at fastsætte en jagttid på arten?
• Kan der i henhold til den til enhver tid gældende lov om jagt og vildtforvaltning fastsættes jagttid på arten?

• Har bestanden af arten en gunstig bevaringsstatus, eller er arten i en positiv udvikling, set i forhold til målsætningen? Eller er en tilbagegang i overensstemmelse med målsætningen?
• Hvis arten er i tilbagegang, er jagtens indflydelse da kompensatorisk (i modsætning til additiv)?
• Kan jagttiden fastsættes som led i udmøntning af en eventuel målsætning omkring en nærmere beskrevet hensigtsmæssig bestands­sammensætning?

• Er det i overensstemmelse med de jagtetiske regler at fastsætte en jagttid på arten, herunder:
  • Kan det nedlagte vildt anvendes til noget formål, som f.eks. konsum, pelsværk eller trofæ? Og/eller har jagten et konkret forvaltningsmæssigt sigte?
  • Kan der fastsættes en jagttid på arten, uden væsentlig risiko for forveksling med andre lignende arter, som ikke kan tåle en jagt (f.eks. ved at tillade eller begrænse jagttid i specifikke naturtyper)?
  • Kan en jagttid på arten fastsættes uden væsentlige utilsigtede adfærdsmæssige ændringer, herunder i forhold til mulighederne for at opleve trækkende og rastende flokke af arten?
• Kan der fastsættes en jagttid på arten, uden negativ påvirkning af artens afkom?
• Kan der fastsættes en jagttid på arten, uden derved at skabe en risiko for uforsvarlig jagt (herunder anskydninger)?