Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

Med indsigt og nerve formåede forfatteren Svend Fleuron i 1932 at skildre støverjægere og støverjagt i romanen ”Historien om en Støver”. Den drevne fortæller satte dermed ord på denne jagtform, der næsten er glemt i nutiden, og viste, hvordan det tætte samspil mellem jægere og støvere i de tætte og tyste jyske granplantager var noget helt særligt: ”Rask skridtede han ud, tændte snadden, lettede på bøssen og hang med øjnene i jorden, spejdende efter rævefod og harepoter. I et par snørestøvler helt op om læggene kringlede han om tuerne – tavs, lyttende, med slatten rygsæk og et lille, bulet horn hængende i en rem over skulderen. Engang imellem kom en af støverne ud for at lugte til hans hånd og gøre et par kåde kast med forkroppen og vise et par strålende øjne. – Jaja, flinke Kik, hviskede han så, find den lille hare, ja, så find den da”.

På støverjagt

Da romanen udkom, udgjorde de mange store jyske plantager, der var plantet på gammel hede i anden halvdel af 1800-tallet, en jagtlig udfordring. Harerne, rævene og råvildtet var ganske vist derude, men den ringe jordbund betød, at der var langt imellem dem, og de unge og tætte bevoksninger gjorde det til en udfordring at finde vildtet, så egentlige klapjagter gav sjældent et udbytte, der stod mål med indsatsen. Netop derfor blev støverne gennem nogle årtier et populært og værdsat indslag i den jyske jagt.

Støvere er selvstændige og sporsikre hunde, som man har brugt, og i stort omfang stadig bruger, i store dele af Europa. Hvert land har sine særlige racer. Svenskerne driver med drevere, tyskere bruger bracken. I Danmark har man haft støvere på de store godser op gennem 1700- og 1800-tallet (se boks), men det var i de jyske plantager, at disse specialiserede hunde fik deres store folkelige gennembrud.

Plantagernes støvere blev brugt enkeltvis eller nogle få sammen. Tilsvarende deltog der også kun få jægere. De blev posteret på skovveje eller brandbælter nær gode vildtveksler, men skulle også være i stand til at afkode drevets gang ud fra hundenes halsen og måtte derefter – som noget særligt for støverjagterne – gerne flytte sig, hvis de vurderede, at vildtet ville komme ud et andet sted. En jæger fra dengang har fremhævet erfaring, terrænkundskab, tålmodighed samt lidt held som afgørende for en jægers succes på støverjagt.

Med fuld hals

Når en støver blev sluppet, ville den søge frisk vildtfod. Når det lykkedes, fulgte den foden med fuld hals. Dermed blev vildtet dels sat i bevægelse, dels fik jægerne vigtige oplysninger ikke kun om vildtets retning, men også om, hvad det var, som hunden drev med. Fleuron har skildret støverens sprog i sin bog:

”En rigtig brugshund er han blevet, rask og udholdende, og med et dejligt glam! Hans stemme veksler efter det vildt, han jager. Glammene er hæse og skrattende, omtrent som skraldet i en trompet, når han forfølger en forvildet kat, men hvinende høje når han piler efter Morten, og går en urfugl i top, bliver de en buldrende bas. Hvast og sikkert lyder det, når han jager med ræv – på Miklerne virker han da også altid som en alvorlig forskrækkelse”.

Den samtidige støverjæger Frands Chr. Frandsen fremhævede tilsvarende støvernes ”skønne, klingende sopran eller den dybe basstemme” og understregede, hvordan de melodiske glam gennem skoven forhøjede spændingen ved jagten og løbende gav jægeren vigtige informationer: ”Det som særkender den gode støver er, at den er sanddru, så jægeren hele tiden under drevet kan drage de rigtige slutninger og derudfra vælge den post i skoven, hvor der er udsigt til, at vildtet vil passere”, fremhævede Frandsen, der selv kom til at spille en afgørende rolle i den danske støverjagts historie.

Strelluf-støveren

En vigtig forudsætning for støvernes succes var, at der i starten af 1900-tallet blev fremavlet en særlig dansk støverrace, der gennem målrettet avl var gjort mere kortbenet end de fleste af udlandets støver-hunde. Det var en tilpasning til, at de danske plantager ikke var nærmest uendelige, sådan som f.eks. mellemskandinaviske eller tyske bjergskove kan være det.

Skaberen af den særlige danske støverrace var førnævnte Frandsen. Han havde sin kennel i sydjyske Holsted, men opkaldte den efter sin vestjyske fødeby Strellev, og den nye race, som han arbejdede med fra 1912 og frem, kom dermed til at hedde Strelluf-støveren. Den var skabt ud fra forskellige støverracer og andre indkrydsede hunde og blev internationalt anerkendt som en selvstændig race i 1937. Strelluf-støveren var en selvstændig, vedholdende og udholdende hund med stor jagtlyst. Frandsen har selv fortalt følgende om, hvorfor den nye, kortbenede, og dermed ret langsomtgående støver var nødvendig: ”Brugen af disse har flest fordele og er forbundet med de mindste ulemper, volder mindre uro i skoven og generer ikke naboerne så meget og så ofte, som når der anvendes langbenede, hårdtjagende og vidtgående hunde, der ikke sjældent jager vildtet fra det ene sogn over i det andet”.

Frandsens strelluf-støvere var tilpasset de jyske plantager og blev i løbet af kort tid næsten enerådende som støvere herhjemme.

Sagt om støverjagt – i 1907

Er støverjagten virkelig så fornøjelig? 
Spørg ikke den, der aldrig har prøvet den, eller som har tabt modet på halvvejen – for ham er støverjagten som en lukket bog.
Men spørg den gamle støverjæger, manden, hvem gigten fløj i skroget, mens han ventede timer på en langluntet herre. Hvis du tilbød ham at blive fri for gigten, hvis han så ville holde op med at føjte rundt med hundene, så holder jeg min hals på, at han alligevel valgte gigten – den fordømte gigt

E. Frellesvig, Holstebro, i bogen ”Jagt”.

Støvere bliver til drevere

Da racen blev udviklet, udfyldte den et vigtigt formål. Men jagtens udvikling har ikke været til støvernes fordel. Også de kortbenede støvere er skabt til at gå langt. Dermed kommer de let ud over revirets grænser. Det har været med til at mindske støverjagtens popularitet og støvernes anvendelighed i Danmark. De gode hunde fik et dårligt ry, efterhånden som vildtmængden i de gamle hedeområder steg, og jagtretten på ejendommene blev håndhævet mere stringent.

Denne udvikling betød, at der var færre, der holdt støvere, og det gjorde det sværere at avle videre på de ret få tilbageværende danske hunde. Derfor valgte man at slå racen sammen med den svenske drever. Den er udviklet sideløbende med de danske støvere i begyndelsen af 1900-tallet og blev benyttet både i Frandsens avlsarbejde og i senere indkrydsninger, hvorfor de to racer ikke adskilte sig nævneværdigt fra hinanden. Siden 2014 har man derfor kaldt strelluf-støveren for en drever og avlet efter den svenske standard for racen.

Med et ganske lille antal af disse hunde i Danmark er det de færreste af nutidens danske jægere, som har oplevet støverjagten. Derfor kan det være svært at forstå den entusiasme, der drev støverjægerne i begyndelsen af 1900-tallet. Men Frands Chr. Frandsen, strelluf-støverens skaber, var ikke i tvivl om jagtformens fortræffeligheder. Som han beskrev det i støverjagtens storhedstid i 1933: ”Støverjagt – drevet på rette måde – er, foruden at være den mest spændende jagt, der findes her til lands, tillige en ædel sport, en jagtform, som tager sin mand helt og fuldt og ofte således, at al anden jagt bliver lagt på hylden”.