Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

Den kølige vind bider i ansigtet denne januar morgen. Frosten i græsset indikerer, at temperaturen er under frysepunktet, og den friske pålandsvind gør, at kulden føles mere intens og gennemtrængende. Michael og Gert er dog pakket godt ind, for de ved, at en jagt som denne bliver kort, hvis beklædningen ikke er orden.

Jeg har taget deres ord for gode varer og pakket mig ind fra top til tå, da jeg på denne første strandjagt for mit vedkommende ikke skal være den begrænsende faktor.

Genanvend og gør det selv

Vi får alle varmen, mens vi slæber prammene i vandet og laster dem med lokkeænder, årer og stager. Michael og Gert har altid begge dele med, da årerne er vigtige, hvis de skal bevæge sig over dybt vand. Stagerne bruger de på kortere ture over lavt vand, da de forstyrrer mindre under fremdriften.

Michael fortæller, hvordan han selv har konstrueret stagerne af aflagt fyrretræ. Denne træsort er et bevidst valg, da den hurtigt suger vand i bunden, hvorved den bliver tungere. Tyngden i enden gør, at stagen søger nedad mere ubesværet. Det lyder som et fornuftigt alternativ til det bly, som nogle strandjægere monterer nederst på stagerne.

Der er tydeligvis blevet kælet for disse stager, som alle har fint udskårne håndtag, som er behagelige at holde ved. Kanterne er afrundede, så de skærer godt igennem vandet, og en snor forbinder de to stager, så de ikke mistes i kampens hede. Der er helt klart tænkt over tingene, og jeg kan godt lide tanken om, at stagerne blot er aflagte materialer, som har fået nyt liv i en anden kontekst.

Efter at have nærstuderet de fine stager får vi os en kort snak om prammene. Michaels pram er den selvsamme, som han brugte som ung jæger. Den er blevet efterset og vedligeholdt lige siden, for, som han siger, der er ingen grund til at købe nyt, når man blot kan reparere det, man har.

Gert har brugt Michaels pram som støbeform til sin egen pram. Den har ligeledes adskillige årtier på bagen. Gert forklarer, at der er en særlig glæde forbundet med at tage på strandjagt i en pram, man selv har bygget op fra bunden.

Efter den gode og inspirerende snak bliver rygsækkene indeholdende madpakker, varm te og masser af patroner lagt i prammene. Gert og Michael begiver sig afsted med debutanten lidt efter. Det står hurtigt klart, at kunsten at stage en pram lydløst frem gennem mørket kræver erfaring. Jeg hører intet til de to brødre foran mig, mens jeg selv gang på gang rammer siden af prammen med stagerne, så det tydeligt høres.

Ude i mørket kan jeg mellem klukkene fra bølgerne, som vugger prammen, høre masser af gråænder og grågæs. Det sætter for alvor gang i jagtfeberen.

En anden strandjagt

Mens vi i ro og mag nærmer os pladsen, som Michael og Gert har udset sig til morgenens jagt, går hundredvis af gråænder og grågæs på vingerne. Vi hører også de karakteristiske fløjt fra pibeænder samt lyden af hvinænder i luften. Jeg må erkende, at jeg er overvældet over mængden af fugle.

Ifølge Michael er det dog heller ikke normalt med så mange fugle i området. Han fortæller desuden, at jagten i dag er en del anderledes end jagten i 1970’erne og 1980’erne. Dengang skød de to brødre særdeles mange troldænder og hvinænder og relativt få svømmeænder. I dag er det hele vendt på hovedet. Svømmeænderne er overrepræsenterede i forhold til dykænderne.

Af denne årsag er det hovedsageligt pibe- og gråandelokkere, vi spreder ud over det lave vand foran prammene. Michael har dog enkelte hvin- og troldandelokkere med, som han selv har konstrueret af aflagt krydsfinér og gammel flamingo fra genbrugspladsen. Lokkefuglene er sirligt malet i de rette farver og har enten en påmonteret køl eller et hulrum under dem, som gør, at de ligger godt på vandet.

Nogle af dem er konstrueret med hovedet trykket en smule ned, som når en and sover på vandet, mens andre har hovedet drejet og gemt under vingen. De ser yderst realistiske ud, som de ligger der i bølgerne. Endnu en gang må jeg tage hatten af for de to brødres opfindsomhed.

I en verden, hvor det nemmeste er at købe nyt og forbruge yderligere ressourcer, er det en fornøjelse at opleve to brødre, som gennem deres liv med jagten har prioriteret at få det bedste ud af det, der har været til rådighed. Tilsyneladende har det også bragt dem mange gode timer sammen – i værkstedet såvel som ude på vandet.

En magisk morgen

Da vi kort efter skubber prammene ind på 30-40 centimeter vand mellem rørene, er forventningens glæde stor. Gert og Michael har en god fornemmelse for jagten, hvilket bliver bekræftet omtrent fem minutter efter.

Tre ænder tager turen direkte ind over lokkerne, og Michael lader mig skyde til den nærmeste fugl. Den falder på vandet foran os, og jeg kan glæde mig over mit første stykke vildt nedlagt fra pram. Det er en fin troldand – en fugl, jeg yderst sjældent har mulighed for at jage. Skønt.

Til venstre for mig har Gert også sendt en and ned. Det er den flotteste bjergand, som vi alle glædes over. Ifølge Gert er det længe siden, han har skudt en bjergand, og da jeg aldrig har set en bjergand før, er det en god oplevelse for os alle sammen.

Kort efter slår et par gråænder vejen forbi lokkerne, og endnu en fugl må lade livet. Den næste times tid har vi adskillige gode situationer, og det bliver til hele fem forskellige andearter: troldand, bjergand, gråand, pibeand og krikand.

Jeg føler mig allerede helt bidt af denne fascinerende jagtform, og jeg kan for alvor forstå, hvorfor Gert og Michael har holdt fast i jagtformen gennem så mange år.

Da trækket stilner en smule af, finder vi madpakker og te frem. Mens vi spiser, oplever vi et hav af forskellige fuglearter helt tæt på. Store skalleslugere tager adskillige gange turen ind over os, og knopsvaner, skarver, fiskehejrer, bramgæs, storspover og flere andre arter får vi ligeledes helt tæt på. Hvinænder ser vi også en del af, men de holder sig på behørig afstand.

Fra tid til anden dukker gråænder og pibeænder op, men de fleste går på vandet ude bag lokkerne. Hver gang det sker, vifter Michael med armene for at få dem til at lette. Derved undgår vi, at de næste fugle går på vandet langt ude frem for at komme ind over lokkerne.

Strandjagten er samlingspunktet

Solen kaster nu et smukt lys over vandet, og der bliver fotograferet en rum tid. Michael når også at vise mig, hvordan han selv har tilpasset længden på skæftet af sin haglbøsse med en rest fra et gulvbræt. Det lille stykke træ mellem skæftet og bagkappen er nøje tilpasset, så haglbøssen passer ham. Ifølge Michael er der jo ingen grund til dyre tilpasninger hos bøssemageren, når man selv kan.

Den erfarne strandjæger har i øvrigt kun brugt to Baikal-haglgeværer gennem sit lange jægerliv, og begge geværer kommer stadig med i prammen fra tid til anden. Den ældste af de to er måske ikke så køn længere, men den fungerer upåklageligt.

Efter endnu en god snak stager vi igen mod det lille slæbested.

Det har virkelig været en magisk morgen, og mens vi roligt og næsten lydløst glider gennem vandet, kaster jeg i ny og næ et blik på de fine fugle i bunden af prammen. At få lov til at høste sin egen mad i den frie natur er noget ganske særligt, som man nok skal opleve for virkelig at forstå glæden.

Jeg forstår i hvert fald Gert og Michael, som gennem alle disse år har delt et hav af små og store glæder på vandet. De er enige om, at strandjagten har været et samlingspunkt for dem gennem livet og bragt dem tættere.

Selvom Gert er bosat på Østsjælland, og Michael i Østjylland, ses de jævnligt i løbet af jagtsæsonen. For oplevelserne nyder de at dele med hinanden. Selvom de begge er kommet lidt op i årene, ser ingen af dem nogen grund til at indstille strandjagten.

Det er måske en smule mere krævende i dag, og turene er måske lidt kortere end før i tiden. Men på vandet skal de, så længe kroppene tillader det. Det skal der ikke herske tvivl om.