Danske data tegner ikke det fulde billede
Kaster man et hurtigt blik på data fra den danske vildtudbyttestatistik, er der ingen tilbagegang at spore i vildtudbyttet for krikand og pibeand i perioden 1969 til 2024. For spidsandens og skeandens vedkommende er der tilsyneladende et fald fra 1969 til starten af 00’erne. Siden da har vildtudbyttet ligget stabilt for begge arter.
Dermed kan man fristes til at tro, at der ikke er tale om tilbagegang for arterne. Men ifølge Lene Midtgaard er ligningen noget mere kompleks.
– Det er afgørende, om vi taler om ynglebestanden eller trækbestanden. Det er jo meget nemt at sige, at ynglebestanden af pibeænder i Danmark er i tilbagegang, fordi vi ikke har en reel ynglebestand af pibeænder. Vi ligger på kanten af artens primære yngleområde, og det samme gælder for krikand og spidsand, forklarer hun.
Tallene fra vildtudbyttestatistikken kan bidrage til at tegne et billede af, hvor mange ænder der kommer trækkende til Danmark i løbet af efteråret og vinteren. Men denne trækbestand er sammensat af ænder fra forskellige ynglebestande tilknyttet forskellige lande.
Nogle af bestandene yngler inden for EU’s grænser, mens andre kommer fra blandt andet Rusland. Lene Midtgaard mener, at det udgør et problem, at man i arbejdet med at vurdere, om bestandene kan tåle jagt, udelukkende fokuserer på de ynglebestande, som findes inden for EU’s grænser.
– Problemet er, at det, som geografisk er EU, ikke omfatter de store dele af Rusland, hvor disse ænders primære yngleudbredelse er. I denne proces er det meget snævert udelukkende at kigge på EU-landene, påpeger hun og uddyber:
– Vores ynglebestande i EU har det ikke nødvendigvis specielt godt. Nogle af de tal, der kommer fra Finland, peger på en tilbagegang på 60 procent for ynglebestanden af pibeand. Det skyldes, at nogle af de områder, hvor pibeænderne har ynglet i blandt andet Finland og resten af det nordlige Skandinavien, er forsvundet på grund af ændret arealanvendelse.
Ifølge Lene Midtgaard er der ikke noget, der tyder på, at bestandene i yngleområderne omkring Uralbjergene er påvirket i samme grad. Hun understreger dog, at man reelt ikke ved det. Man kan blot konstatere, at trækbestanden af pibeand er stabil. De russiske ynglebestande regnes bare ikke med, fordi man i EU-Kommissionen udelukkende forholder sig til EU-landenes ynglebestande.