Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

Dobbeltbekkasinen er en mere almindelig vadefugl end enkeltbekkasinen. Dog ses begge arter ofte indenfor de samme vådområder. Her ynder dobbeltbekkasinen såvel som enkeltbekkasinen at fouragere.

Betænkningstiden er ofte kort, når dobbeltbekkasinen skydes under opfløj, hvilket forpligter jægeren til lynhurtigt at kunne skelne mellem den fredede enkeltbekkasin og den jagtbare dobbeltbekkasin. Her er kald og flugtmønstre vigtige at have styr på.

Feltkendetegn

Både dobbeltbekkasinen og enkeltbekkasinen er kendetegnet ved den brune overside med sort og gulligt islæt samt den hvide underside. Dobbeltbekkasinen har dog en gullig midterstribe ned over issen i modsætning til enkeltbekkasinen, som har en brun midterstribe.

Vigtigere feltkendetegn for jægeren er imidlertid fuglenes størrelse samt længden på næbbene. Dobbeltbekkasinen er omtrent dobbelt så stor som enkeltbekkasinen, og førstnævnte har et noget længere næb, som udgør tæt på en tredjedel af fuglens samlede længde. Enkeltbekkasinens næb udgør omtrent en fjerdedel af fuglens samlede længde.

Ofte ser man dog ikke næbbet, når fuglen tager flugten væk fra en, og størrelsesforskellen er kun åbenlys, hvis de to arter letter side om side. Derfor er kald, flugt og adfærd vigtigere parametre, når man skal afgøre, om der må skydes eller ej.

Kald

Dobbeltbekkasinen udsender et meget karakteristisk alarmkald, som nærmest lyder knirkende. Det høres, når man nærmer sig det sted, hvor den sidder i terrænet, samt når den går på vingerne.

– Hvis en bekkasin siger noget, når den letter, kan man roligt regne med, at det er en dobbeltbekkasin. For både enkeltbekkasin og tredækker er tavse under opfløjet, fortæller Verner Frandsen.

Ifølge den erfarne jæger er det et meget håndgribeligt kendetegn, som kan hjælpe jægeren til at træffe den rette beslutning på et splitsekund.

Flugt

– Dobbeltbekkasinen flyver som regel i zigzag i begyndelsen, hvorimod enkeltbekkasinen flyver i en lige linje, når den går på vingerne. Enkeltbekkasinen flyver typisk lavere i flugten, lyder det fra Verner Frandsen.

Ikke sjældent oplever man, at dobbeltbekkasinen flyver helt væk fra terrænet, når hunden eller jægeren støder den. Enkeltbekkasinen derimod har en ganske kort flugt, hvorefter den sætter sig igen.

Adfærd

Ifølge Verner Frandsen har dobbeltbekkasinen en tendens til at lette tidligere end enkeltbekkasinen. Er man tålmodig, kan denne adfærd imidlertid føre til nogle bedre skudchancer, når fuglene vender tilbage.

– Dobbeltbekkasinerne sidder tit i små grupper, flyver hurtigt højt op og forsvinder ud af området. Jeg har ofte brugt et gammelt tip, som går ud på, at man sætter sig lidt skjult, efter dobbeltbekkasinerne er fløjet væk fra området. I løbet af en halv til en hel time kommer de tilbage, og så får man ofte nogle lidt nemmere skud, forklarer Verner Frandsen.

Enkeltbekkasinen sidder i modsætning til dobbeltbekkasinen gerne alene, og den kan finde på at trykke så hårdt, at den først går på vingerne, når man er ved at jokke på den.

Andre forvekslinger

En anden vadefugl, som ligner dobbeltbekkasinen, er tredækkeren. Den er lidt større og kraftigere end dobbeltbekkasinen – nærmest som en skovsneppe. Næbbet udgør omtrent en fjerdedel af fuglens samlede længde.

Tredækkeren har ikke dobbeltbekkasinens hvide brystparti, men er derimod plettet på undersiden. Den er tavs under opfløjet, og den er i dag en sjælden vadefugl at støde på i Danmark