Skæftelængde
Skæftelængden måles fra aftrækkeren (fra den forreste ved dobbelte aftrækkere) til midt på bagkappens bagkant, og det er den længde, der opgives ved køb af et våben, hvis der kun oplyses et mål. En skæftemager vil også måle længden fra aftrækkeren til henholdsvis hæl og tå for at sikre helt korrekt mål på længden.
Et våben med et langt skæfte er lettere at pege præcist, så længe skæftet ikke er for langt. Derfor anbefales det, at skæftet er så langt som muligt, men dog ikke længere, end at våbnet kan skuldres korrekt i alle jagtsituationer og i det tøj, man forventer at have på under jagt. På skydebanen i en optimal skydestilling iført T-shirt og skydevest kan en skæftelængde fungere fremragende, men være for lang, når man sidder krummet sammen i et krageskjul en vinterdag. Det er derfor vigtigt, at man afprøver sit jagtvåben i jagtrelevante skydestillinger og i jagttøj for at sikre, at skæftelængden ikke giver problemer på jagt.
Er skæftet for kort, vil skytten ofte ikke lægge skæftet helt ind til skuldrene og derfor optage en større del af rekylen med arme og hænder. Rekylen bliver derfor ikke optaget i skuldrene som et stigende tryk, men våbnet bevæger sig i et kort, men kraftigt ryk, der stoppes af skulderen. Det kan medføre, at våbnet er ubehageligt og trættende at skyde med, og i nogle tilfælde at man slår sig på våbnet, for eksempel slår fingeren på aftrækkerbøjlen.
Justeringer af skæftelængden påvirker kindens placering på kolben, og derfor vil drop og cast også ændres, når skæftet forlænges eller afkortes. Det er derfor vigtigt at se skæftelængden og de øvrige skæftemål i en sammenhæng.
En grov tommelfingerregel for kontrol af skæftelængden er, at afstanden fra skyttens næse til hånden på bagskæftet er to til tre fingerbredder, når geværet er skuldret.
Standard skæftelængde er mellem 36,5 og 37,5 centimeter og afhænger meget af skæftets udformning.