Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

Grunden hertil svæver lidt i det uvisse. For nok er der godt at sige om enkeltskuds-knækrifler. Men skal man være helt ærlig, er der faktisk ikke rigtig nogen jagtlige fordele, som er forbeholdt knækriflerne eksklusivt.

Kipplauferne er lette og kompakte – det er uomtvisteligt. Men sådan findes der jo også masser af moderne repeterrifler, der er. Knækriflerne kan skilles ad og stuves i rygsækken før og efter jagten. Men det samme kan repeterrifler med vekselpibesystemer. Præcise er de typisk også, men præcision er også kendetegnende for moderne repeterrifler. Så lovprisningerne om kipplaufernes fortrinligheder vægter knap så tungt nu om dage.

Ulempen er derimod den samme, som den altid har været: Riffeltypen har ikke noget magasin. Den kan ikke repeteres. Man har altså kun det ene skud i bøssen. Får man brug for flere, skal riflen knækkes. Genladning er derfor en mere langsommelig proces. Et eller andet sted tiltaler det mange af nutidens jægere, selvom det paradoksalt nok især var den omstændighed, der efterlod knækriflerne i støvet, da repeterriflerne i sin tid kom galoperende i fuld fart ind på jagtrevirerne.

Til fans af knækrifler; ro på. Jeg holder selv meget af riffeltypen og kan godt høre, at jeg her indledningsvist har fået ’solgt’ kipplauferne lidt dårligt. Det vil jeg nu prøve at råde bod på.

For det forholder sig sådan, at det ikke altid er snusfornuft alene, der har betydning for vores valg. Indimellem spiller følelser også ind. Og angående jagtvåben taler knækriflerne nok mere til vores hjerter end til vores hjerner. Jeg tænker, at det er omtrent dér et sted, vi skal finde årsagen til kipplauf-riflens stigende popularitet – her i vores ellers så højteknologiske tidsalder.

Indimellem søger vi tilbage mod noget basalt. Vi vægter det æstetiske mere end det kedeligt fornuftige og nægter at lade effektivitet alene være udslagsgivende for vores valg.

Lidt som man også ser det med side-by-sidehaglgeværer eller for den sags skyld jagtbuer. De fleste vil nok skyde bedst med en over-and-under. Men der er noget lækkert og stilfuldt over en klassisk engelsk side-by-side, som kan få nogle til at vælge en sådan frem for en mere kedelig over-and-under.

Jagtglæde

Nu blander jeg nok pærer og bananer lidt sammen, men sammenlignet med rifler sætter en bue jo store begrænsninger for jagtudøvelsen. Man skal simpelthen meget tættere på dyret, for at jagten kan lykkes. Men selvom chancen for en sommerbuk på paraden bliver mindre, vælger nogle alligevel at jage den med bue i stedet for med riffel. Det skyldes, at buejægerens jagtglæde ikke beror på moderne effektivitet. Tilfredsstillelsen består nærmere i, at jagt ikke kan blive mere basal end en pil, der sendes afsted mod vildtet ved hjælp af en spændt buestreng.

Lidt det samme gælder enkeltskuds-knækrifler. Det er netop begrænsningerne, der taler til jægeren i os. Mentalt påvirkes vi af den manglende mulighed for en hurtig opfølgning. Det kan føre til, at man gør sig lige en tand mere umage. Situationen må udnyttes bedst muligt. For det ene skud, som man har til rådighed, skal man sørge for nu også rækker.

Endvidere synes mange, at der er stil over knækrifler. Altså lidt i samme boldgade som eksklusive side-by-side-geværer. Indimellem kan man godt få nok af alle de moderne ’plastikrifler’ med store sigtekikkerter, der mest af alt ligner noget, der hører hjemme på Ole Rømer Observatoriet. Og så kan det være befriende – nu og da – at fatte et simpelt jagtvåben, hvor der i stedet er kræset æstetisk for detaljerne.

Nu får jeg det måske til at lyde lidt, som om knækrifler er sådan nogle primadonnatyper; smukke, men alt for krævende og lettere uduelige. Altså lidt af nogle umuliusser at gå på jagt med. Det er imidlertid slet ikke tilfældet.

Nok er man umiddelbart begrænset til ét enkelt skud, og den lave vægt og beskedne størrelse gør også, at man skal øve sig lidt i at skyde med en kipplauf. Men de er som nævnt typisk ganske velskydende. Min egen kipplauf er i hvert fald frydefuldt præcis og fuldt ud på højde med de repeterrifler, som den flankeres af i våbenskabet.

Old school eller moderne

Før i tiden var det mere eller mindre standarden, at knækrifler skød med randpatroner. Og den slags findes i alle kaliberklasser. Bukkejægeren ville måske vælge 5,56x52R eller 6,5x57R. Hjorte- og vildsvinejægere noget grovere, såsom eksempelvis 8x57IRS eller 9,3x74R.

Årsagen til, at det længe udelukkende var randpatroner, der anvendtes, er, at sådanne er som skabt til brug for knæklåse. På grund af kraven i bunden af hylstret er det nemt at pille hylstret ud af kammeret igen. Med nye designs er det imidlertid ikke længere et problem at anvende rillepatroner i en kipplauf. Tilgængeligheden af randpatroner i danske jagtbutikker er dog beskeden. De fleste jægere vælger nogle mere populære kalibre, som nu om dage alle er såkaldte rillepatroner. Det kunne være 6,5x55, .308 Win eller .30-06 eller måske mere nymodens kalibre såsom 6,5 Creedmoor. Der er således mere eller mindre frit slag på alle patronhylderne.

Rekylen

Jeg selv har valgt at køre ’old school’-stilen. Min egen knækriffel er derfor i kaliber 7x65R; altså en randpatron. Rillepatronernes pendant til denne er kaliber 7x64. Energimæssigt (såvel anslags- som rekylenergi) ligger disse to tyske kalibre et sted imellem de amerikanske .308 Win og .30-06. Som sagt er knækrifler typisk lette, nogle af de moderne udgaver i kulfiber må endda siges at være særdeles lette. Den, jeg har, vejer (uden tilbehør) lige under tre kilo. Vægtmæssigt er der således ikke meget hjælp at hente, når rekylen skal tæmmes. Syv-millimeter- kaliberen er dog ikke slem. Jeg tænker, den vil ’skræmme’ de færreste. Men selvsamme riffel fås også med løb i både .300 Win Mag og .338 Magnum, og der tror jeg nu nok, at jeg vil betakke mig. I min verden er en kipplauf for let og klejn til så kraftige kalibre. Det er selvfølgelig bare min personlige holdning. Men overvejer man at erhverve sig en kipplauf, skal man gøre op med sig selv, hvor ens personlige masochistiske grænse går. For let konstruerede enkeltskudrifler kombineret med slagkraftige patroner er nu engang en kras cocktail.

Et regulært vekselsystem

Ønsker man at skifte kaliber, er det meget nemt med knækriflerne. Alle, der skyder med hagl, ved, hvordan man adskiller et haglgevær i henholdsvis forskæfte, løb og bagskæfte – og vel og mærke samler det igen. Det er fuldstændig det samme princip, der gør sig gældende for knækriflerne. Det er således nemt at skifte løb – og dermed også kaliberen – på en kipplauf. Når alt kommer til alt, er det faktisk lidt hurtigere og nemmere at samle en kipplauf, end det er med en vekselpibe-repeterriffel. For et repetersystem fordrer typisk en nøgle for at spænde løbet fast. Er nøglen væk, ja så bliver der ingen jagt. Det problem er man ude over med en tool-free kipplauf-riffel.

Knækriflerne har sigtekikkerten monteret på løbet. Man kan altså have et sæt bestående af eksempelvis et .223’er løb til bukkejagten med en ’high power’-sigtekikkert til pyrschjagtens nøjagtige skud. Om efteråret kan man skifte til noget, der egner sig til storvildtet. Det kunne være et løb i kaliber .30-06 med en mere skov-egnet sigtekikkert med et stort synsfelt. Blot et eksempel – mulighederne er mange. Til Blasers enkeltskuds-riffel (K95) kan man vælge mellem hele 29 forskellige kalibre, lige fra .22 Hornet til 10,3x60R. Og det brede kalibersortiment gælder også flere af de øvrige kipplauf-producenter.

Mange muligheder

Kipplauferne har en lang jagttradition i Europa. De laves af en del forskellige europæiske producenter. Der kan nævnes mærker som Blaser, Merkel, Sabatti og Bergara som nogle af dem. Der findes også enkelte amerikanere på banen. Blandt andet Henry Repeating Arms, som ellers er mest kendt for sine bøjlespændere. Hvad angår amerikanske Henry, er designet temmelig ’skrabet’, og den er heller ikke særlig kostbar. Omvendt findes i den anden ende af spektret nogle hundedyre, håndlavede og luksusprægede europæiske kipplaufere, som for mange vil forudsætte en vinderkupon i lotto, før det giver mening at rydde plads til en sådan i våbenskabet. En kipplauf-riffel kan købes for under 10.000 kroner, ligesom der findes modeller til over 100.000 af de lange – altså noget for enhver smag og pengepung.

Stærke låse

Det giver næsten sig selv, at låsen på en kipplauf-riffel skal være stærk og rigid. Det mindste slør vil medføre unøjagtigheder. Mange modeller gør brug af en såkaldt Jäger-lås. Systemet er opkaldt efter opfinderen (som meget passende hed Franz Jäger). I al sin enkelthed er systemet bygget op om en stålblok, der vipper med, når riflen åbnes og lukkes. På engelsk kaldes den for en ’tilting block’. Ideen er at minimere tolerancerne i anlægsfladerne og samtidig gøre låsekonstruktionen stærk og let. Låsetypen er fra 1909 og har nu gennem mere end 100 år vist sig at fungere fremragende. Flere af nutidens dyrere kipplauf-modeller gør brug af en Jäger-lås, og mange forbinder derfor systemet med noget, der er lidt eksklusivt. Men sådan behøver det ikke at være. Også prisbillige modeller, såsom eksempelvis Haenels kipplauf-model (Jaeger 9) har en Jäger-lås. Omvendt har Krieghoff valgt en løsning uden Jäger-låsesystemet til deres temmelig dyre kipplauf-model (Hubertus).

Så det vigtigste er nu nok, at kvaliteten i konstruktionen er i orden. For som sagt skal en lås være stærk og rigid. Giver den bare det mindste efter, ja så går præcisionen fløjten – og alle mulige andre dårligdomme kan forekomme. Det er ikke forbeholdt kipplauf-rifler, men gælder for alle riffeltyper.

Ikke for alle

Som jeg allerede har været inde på, er det svært at argumentere for, at enkeltskuds-kipplaufrifler er bedre til jagt end repeterrifler. I praksis er repeterriflerne da også langt de mest udbredte blandt jægere. Umiddelbart tænker jeg heller ikke, at mit råd til en ny jæger vil være at anskaffe sig en kipplauf som sin første jagtriffel. For dermed begrænser man jo lidt sig selv. Men det afhænger naturligvis af den enkelte jægers temperament. Kipplauf-rifler henvender sig nok til et lidt mere modent – eller i hvert fald erfarent – publikum. Jeg kender flere, der som jeg eksempelvis værdsætter at kombinere sommerens bukkejagter med at lufte en kipplauf-riffel henslængt over skulderen.

For de egner sig nemlig rigtig godt til de mere stille jagtformer, men er derimod ikke en riffeltype, man vil medbringe til eksempelvis en action-packed trykjagtsbonanza.

Jeg har lidt forskellige jagtrifler til rådighed, og jeg skal gerne indrømme, at enkeltskuds-kipplaufen ikke er den, jeg bruger mest. Ofte tyr jeg til en ’kedelig’ repeterriffel. Men måske burde jeg genoverveje det lidt. For kipplaufen kan et eller andet, som er lidt udefinerbart. Når jeg nu og da skyder noget med den, er det, som om riflen, i alt sin æstetiske enkelthed, på en eller anden vis bidrager til at højne jagtglæden en lille smule.

I skrivende stund er bukkejagten næsten lige rundt om hjørnet, og jeg glæder mig allerede til at nyde de skønne stunder på udkig efter den rigtige buk. Er jeg heldig nok, viser en oplagt chance sig måske, og jeg kan komme til at skyde råbukken med min fine lille kipplauf-riffel. Sikken fryd det da ville være.