Produceret af DJ i samarbejde med SGAV.

At kalde en hund ”skudræd” kan være for enkelt, mener Ove Dam Hedegaard, jagthundekonsulent i Danmarks Jægerforbund.

– Hvis vi taler om skudræd, synes jeg, at vi skylder hunden og ejeren at finde ud af, hvad det egentlig er. Hunden kan jo sådan set også være det, jeg kalder for situationsræd. Skudræd defineres ved, at hunden er bange for knaldet. Det kan jo både være fyrværkeri og selvfølgelig skud. Nogen der lukker et vindue hårdt, hvor hunden farer sammen og gemmer sig og så videre. Ove Dam Hedegaard bruger betegnelsen situationsræd om de hunde, der ikke nødvendigvis er bange for selve knaldet, men for alt det, der er omkring det: menneskers kropssprog, lysglimt, lugte og de billeder, der går igen i forbindelse med fyrværkeri eller jagt. Som han siger:

Så når Ove Dam Hedegaard hører nogen bruge betegnelsen skudræd, vil han egentlig gerne undersøge det lidt mere end bare sige, okay, så skal du gøre sådan og sådan. For det kan man ikke. Der er jo ikke to streger under en løsning på det, når en hund er skudræd eller situationsræd.

– Hvis nu vi spørger: Hvad sker der, hvis du står med dit våben i hånden? Hvis jægeren svarer, at det bryder hunden sig ikke om. Er det så skuddet, eller er det situationen? En hund husker jo meget i billeder. Det vil sige, at den koder ting forbundet med ubehag.

I det tilfælde lider hunden af situationsangst.

Vær særligt opmærksom på hvalpen

Hunde er ikke i udgangspunktet født med angst for skud. Men det kan komme, hvis de for eksempel har været uheldige som hvalpe. En enkelt traumatisk oplevelse i prægningen, et højt brag tæt på en lille hvalp og et stort chok, kan sætte sig og føre til varig frygt. Men forskning indikerer også, at mangelfuld socialisering øger risikoen. Derfor betyder den tidlige håndtering af hvalpen meget, lige fra den sårbare periode ved adskillelse fra sin mor og søskende og fremefter.

Eksponering og positiv association

Når man står med en hund, der reagerer med angst, må første skridt nu være at finde ud af, hvilken slags angst, der er tale om. Er det skud eller situationsangst, der er tale om?

– Min definition er, at hvis din hund er fløjtende ligeglad, når du tager dit våben ud af skabet, afsikrer og knækker løbet og så videre, men simpelthen er ved at dø af skræk, når du eller en jagtkammerat afgiver et skud ude på jagten – så er den skudræd. Hvis hunden derimod reagerer på synet af våben, bilen, jagttøjet eller situationen omkring jagten, peger det i retning af situationsræd. Det er selve situationen, den er ræd for.

Denne sondring er ifølge jagthundekonsulenten ikke blot akademisk. Den har afgørende betydning for, hvordan man træner og rehabiliterer hunden. For en situationsræd hund vil det ofte være en god idé at arbejde med eksponering og positiv association i kontrollerede rammer. Altså at lade hunden opleve de elementer, der trigger den, mens den samtidig får succesoplevelser og positiv forstærkning.

– Jeg har for eksempel taget hunden med ud til flugtskydebanen og så gået 300-400 meter væk fra banen og givet mig til at lege med den derude. Noget apportering og grundfærdigheder, den slags. De ting kan hunden, og hunden ved, at den får ros for det. Så kan jeg lige så stille bevæge mig ind mod banen, og hvis jeg så kan se, at hunden begynder at give nogle dæmpende signaler, går vi væk igen. Så jeg har en buffer. Det er virkelig vigtigt, at man forstår at læse sin hund. Så kan man gå hjem og give det noget tid, før man prøver igen. Og til sidst kan du jo stort set stå derinde, hvor de skyder på jagtbanen. Det er én måde at gøre det på.

Skudræd – sårbar og skrøbelig

Ove Dam Hedegaard oplever, at det er nemmere at arbejde med en hund, der er situationsræd, end en hund, der er skudræd.

– Fordi hunden er meget sårbar og skrøbelig, kan vi hurtigt komme til at forværre noget. Jeg kunne godt forestille mig, at der er nogle, der tænker, at med ondt skal ondt fordrives. Og det skal det ikke. Det er nogle helt andre greb, der skal til. Jeg vil sige, at hvis man har en idé om, at det her tager et par uger eller tre, tager man fejl. Jeg vil skyde på, at man nok nærmere skal sætte et halvt år af til at løse problemet. Her fremhæver han flere knapper, man kan skrue på i træningen: afstanden til skuddet, gradvis tilvænning til våbenets udseende og små kliklyde samt arbejdet med grundfærdigheder, så hunden har noget positivt at koble skuddet sammen med. I sidste ende får skuddet en positiv værdi for hunden. Det bliver forbundet med noget godt, for eksempel apportering og belønning. Men for at nå dertil kræver det et solidt fundament.

Når alt kommer til alt, handler det om nuancer, tålmodighed og indsigt. At kunne skelne mellem skudræd og situationsræd er første skridt; det næste er at planlægge målrettet træning, der tager hensyn til hundens mentale bagage, dens alder og dens udviklingsfase. At forstå forskellen mellem skudræd og situationsræd kan redde både jagtoplevelsen og forholdet mellem hund og ejer. Og vigtigst af alt: Det kan forhindre, at en ellers lovende jagthund ender som en permanent bange hund, fordi et uheldigt øjeblik fik lov til at sætte sig i dens hukommelse.

Og til allersidst et velmenende, men meget vigtigt råd til alle hundeejere: